Dr.Dante blev født på en pløjemark i Allerød d.12/3 1979. Tilstede var
tre forkælede forstadsunger, som hed Jesper, Ole og Nikolaj. De var netop
begyndt i gymnasiet, og dér havde de fået noget om Dada, som svarede til
noget inde i dem selv. Derfor blev de en slags pubertets-dadaister 50
år efter dada. De lavede skøre sceneoptrin under navnet: Dr.Dantes Desperate
Renovations Show og med titler som: Dr.Dante opfører sig dårligt, Katzenjammer
og Laura. For nogle drenge på 15-16 år var dadaismens totale respektløshed
og kuldkastning af samtlige traditioner, en bekræftigelse på, at verden
først nu skulle til at vågne. Alting skulle starte forfra. Med os.
I tre år, fra 79-81, lavede vi en række af disse crazyshows rundt omkring
på gymnasier og til byfester o.lign. Vi spillede faktisk for en meget
ung Michael Laudrup, som ganske vidst ikke helt var blevet Michael Laudrup
endnu, men han var der, eller også var han en af de idioter, der forlod
salen og gik glip af showet, fordi vi startede med, at rektoren gik på
scenen og aflyste Dr.Dante og i stedet introducerede et foredrag om byggemoden
i Europa. Fem minutter inde i dette meget kedelige foredrag, afholdt af
direktøren for Fritz Hansen møbler, Peter Lassen, brød vi ind, låste dørene
og gennemførte vores commandoraid af vanvid.
Dadas hovedparole var: Bryd med alt! Og ligesom dadaisterne i 20erne brød
med Dada og blev surrealister og andet godt, måtte vi selvfølgelig også
på et tidspunkt bryde op. Gymnasiet var skammelig slut (tiden dér blev
nemlig brugt mere på teater end på at læse), og alting kunne pænt være
sluttet der, som en gymnasiegrille, hvis ikke der var sket noget nyt.
Og det gjorde der. Dr.Dante begyndte at udvide sig.
Fra 82 begyndte der at komme musikere og dansere med, og pludselig var
vi mere end hundrede involverede personer. Vi var amatører, men det store
antal mennesker krævede en vis systematik, metode og organisation. Og
eftersom vi ikke havde nogen tradition, måtte vi opfinde alting forfra.
Vi bevægede os væk fra at lave numre og begyndte i stedet at lave forestillinger.
Jesper Hyldegaard og jeg skrev vores første stykker: Musicals og komedier
mest, men også monologer og cirkus, og i det hele taget bevægede vi os
møgsultne rundt i alle de genrer vi kunne komme på. Vi begyndte at gå
i teatret (det var der ingen af os der havde gjort før), og en dag søgte
jeg ind på en teaterskole.
Dr.Dante boede alle mulige steder. Hjemme hos min mor og far, på skoler
og i kældre, i sportshaller og sågar i en badstue, som Allerød havde fået
af sin venskabsby i Finland. Men så en dag fik vi lov til at låne en nedlagt
møbelbutik af kommunen. Den var blevet eksproprieret og skulle rives ned,
fordi der var brug for flere parkeringspladser. Vi lånte bygningen og
skrev under på, at vi ville forlade den 3 måneder senere i god ro og orden
(det var jo dengang med en masse bz-ere). Det er tolv år siden nu, og
Clausens nedlagte boligmontering huser i dag Peter Reichhardt´s Mungo
Park og er trods sin ydre beskedenhed den største udklækningsanstalt for
teaterdirektører i Danmark. Jeg flyttede til Aveny, Klaus Bondam (som
var administrator) fik Grønnegårdsteatret og Ditte Kanstrup (som var hans
forgænger) er producent på Det Danske Teater. Lars Kaalund flyttede
efter sin direktørtid på Mungo Park ud på Østre Gasværk. Og næste generation
i soveby-teatret er på vej.
Jeg flyttede til Odense for at gå på skuespillerskole der, og snart begyndte
en heftig vekselvirkning mellem Dr.Dante og landets teaterskoler. Op igennem
firserne havde mere end 10 procent af alle elever ved landets tre teaterskoler
spillet på Dr.Dante. Og elever tog i sommerferien fra Århus og Odense
til Allerød for at spille med i vores mere og mere ambitiøse forestillinger.
Vi gik fra at være amatører til at være semiprofessionelle wannabees på
understøttelse.
I 86 var jeg færdig på skolen og Dr.Dante blev et professionelt teater.
Instruktøren Alexa Ther og nogle skuespillere fra Odense Teater sagde
farvel til penge og sikkerhed og tog med mig til Allerød, hvor de blev
blandet op med de glade amatører. Danserne røg ud af truppen og vi begyndte
at producere teater, som om vi var et rigtigt teater: Tre forestillinger
om året, turné og gang i den. Men vi havde ikke nogen penge. Fra begyndelsen
havde kampen for midler til at producere for krævet mange timer og givet
mange skuffelser. Det begyndte at blive hårdere og hårdere at få folk
til at arbejde ulønnet, og jeg sad hele tiden og sagde: Hold ud, næste
år kommer der penge. Men det gjorde der bare ikke. Jo, vi fik efterhånden
i slutningen af firserne lidt fra Teaterrådet og fra Frederiksborg amt,
men slet ikke nok til at dække de faktiske udgifter.
I 89 havde Dr.Dante 10 års jubilæum, kunstnerisk gik det fantastisk, men
pengesituationen blev mere og mere uholdbar. Vi begyndte jo at få familier
og den slags, og måtte tage andre steder hen og tjene penge. Mange gange
var jeg ved at smide det hele fra mig, fordi det var for meget og fordi
vi havde for lidt. Men moralen er jo så: Hold fast i din drøm, bliv ved
med at tro på det du tror på.
Teatrene i København skulle have nye direktører. Og jeg søgte stillingen
som direktør på Avenyteatret og fik den. I 92 flyttede vi til Frederiksberg,
med alle odds imod os, men ved urimeligt frisk mod. Vores holdning var:
Dansk teater er kedeligt og støvet, det har ikke fattet, at filmen har
spist en stor del af det territorium, som engang var teatrets alene. Det
havde vi hele tiden ment, men nu kom tidspunktet, hvor vi skulle bevise,
at vi var anderledes. Samtidig besluttede vi, at vi kun ville spille nyt
dansk. I mange år havde ny dansk dramatik været et begreb, der stank af
sygdom og kedsomhed. Direktørerne sagde: Vi kan ikke spille nyt dansk,
for det første fordi der slet ikke er talenter nok, som kan skrive det,
for det andet fordi publikum ikke vil se det. Vi har bevist, at det ikke
forholder sig sådan. Tværtimod kan man sige, at nu bliver der spillet
så meget nyt dansk overalt og hele tiden, at man snart begynder at blive
nervøs for historien og traditionen.
Aviserne skrev: "Fiasko for Dr.Dante", før vi var startet, - bare fordi
vi ikke havde solgt nogen billetter gennem ARTE. Det var dengang, hvor
man troede, at man ikke kunne spille en forestilling uden et kæmpe abonnementsalg.
Et andet dogme var, at man ikke kunne få økonomien til at hænge sammen,
hvis ikke man havde stjerner med. Vi havde ingen stjerner. Jeg skrev og
instruerede JAGTEN med en ukendt Kim Bodnia i rollen som 90ernes Don Juan.
Og vi solgte billetter ligesom biograferne gør: Fra dag til dag.
Allerede seks år efter at vi startede som etableret teater på Frederiksberg,
havde vi faktisk fået opfyldt vores ambitioner. De mål vi havde, da vi
kom, var alle sammen nået. Under en mediedækning, som vi ikke skal klage
over, var vi været en kæmpe succes. Og hvorfor? Man kan finde mange forklaringer:
Man kan sige, at det siger mere om de andre, end om os. Man kan sige,
det er fordi, vi er dygtige. Man kan sige, det er fordi, vi stadig er
uspolerede og uspekulative i vores repertoirevalg, alt, hvad vi laver
er valgt med hjertet: Det kunne jeg selv tænke mig at se. Men jeg tror,
at den egentlige årsag er den, at publikum kan mærke at der her, hver
gang, er nogle mennesker, som for alvor sætter sig selv på spil. Det nærvær,
den fornemmelse af skuespillere, som bevæger sig ud i det ukendte og vover
noget, - det er lige præcis det, publikum vil have. Mod, tilstedeværelse
og omkostninger. Publikum kan mærke, at dem på scenen ikke er kommet frem
til resultatet uden at give sig selv, som person, ikke som skuespiller.
I begyndelsen troede publikum, at Dr.Dante var noget uforståeligt, moderne,
eksperimenterende noget. Langsomt fandt de ud af, at det var det ikke.
I aviserne har der til tider været kraftig insinueret, at vi spekulerede
i moderne ting, i trends, nærmest som om man måtte finde en lyssky forklaring
på, at noget kunne være så uforskammet succesfuldt. Det kunne ikke bare
være fordi, det var godt. Det er selvfølgelig fornærmende, når nu det
ikke er sandt. Vi er blevet kaldt splatterteater, fordi vi har lavet 3
forestillinger, hvor vold var en vigtig bestanddel, mens sandheden jo
er, at 90 procent af alle vores stykker må siges at have humoren og kærligheden
som hovedbestanddel. Men sådan er det med aviserne. Hurtig på, hurtig
af, etiketter, båse, overskrifter.
Vi har til tider følt at vi skulle overgå os selv, hver gang vi lavede
et nyt stykke, at det har været forventningen til os. Og det er jo et
meget godt udgangspunkt. Vi har det stadig sådan, at det vigtigste er,
at vi tør at bevæge os ud på den tynde is, uden at vide om den holder.
Det er det mod, publikum betaler os for at have. Derfor kan det også gå
galt, for det skal simpelthen kunne gå galt. Det er præmissen. Så hvis
du en dag kommer i Dr.Dante og ser noget lort, så husk at det er fordi,
vi prøver at flyve så højt, at vi af og til kan falde langt ned og slå
os.
Vi forsøgte at lave meget personligt teater. Teater der handlede om den
tid, vi var en del af. Vi ønskede at blande os, og ikke overlade offentlige
meninger om tingenes tilstand til journalister og politikere. Vi ville
lave teater, som betyder noget.
Vi valgte at stoppe på Aveny med udgangen af sæson 2000/2001. Vores tid
som boulevardteater var overstået, og det er nu på tide at se sig om efter
andre udfordringer.
Vi har valgt at ligge stille et stykke tid, mens vi vender os til vores
nye liv, og forbereder helt andre tiltag til glæde for publikum og os
selv.
Nikolaj Cederholm
|